tirsdag den 4. december 2012

Tre ting #12

3 sneskabte champagneproblemer


Danmark er blevet dækket af sne nærmest overnight, og det er pænt, og åh, vi er glade for det, men der er altså også nogle irriterende bivirkninger ved alt det hvide stads.

1. Det er træls at cykle
Med sne kommer is, og det er bare ikke helt det samme som at cykle på sprød asfalt. Jeg undgår som regel at cykle om vinteren og tager i stedet tykke sokker på og spadserer, men det er liiiidt umuligt lige for tiden, mit dumme job og sådan. Alting tager meget længere tid, når man hele tiden skal passe på ikke at falde.


2. Børn elsker det
Okay, det er et absolut fåtal, der har dette problem, men det har jeg. For nogle gange er jeg jo gårdvagt, når jeg er vikar ude på skolen. Og al den sne gør børn ellevilde og dermed mit job meget værre. "Held og lykke," sagde en 11-årig pige, da jeg fortalte hende og hendes klasse, at jeg skulle være gårdvagt. "Der er altid nogen, der græder." Og ja. Det er der. Børn græder. Og de får næseblod, deres sokker bliver våde, de kommer op at slås, de giver vaskere på forbudte områder, og det er min opgave at ordne alt det. Så tak for det, sne.


3. Mascara bliver ødelagt
Når man har brugt tid på omhyggeligt at lægge mascara, blot for at se den blive forvandlet til tre tykke edderkoppeben. Det er der, jeg gør brug af mine briller, som ingen af mine veninder har efterlignet på trods af utallige opfordringer fra min side. Jeg forstår det ikke, for det er skidesmart. De har allerede været i brug, og det forhindrer dette meget irriterende champagneproblem.

Men det er jo noget så fint og yndligt. Ak ja. Sne er et klassisk eksempel på, at udseende vægtes højere end personlighed. Og jeg kan ikke sige mig fri for det, jeg elsker sne, og jeg føler mig altid ti gange mere cute, når jeg går igennem parkerne og gaderne, og jorden er hvid og ikke grøn. Men det er lidt irriterende.

Ingen kommentarer: