Er vejret også ligeså skizofrent hos jer? Det sner, så smelter det, så sner det igen, så smelter det osv. Det er sgu ikke til at finde ud af.
Denne weekend var den første weekend, hvor man kunne tage hjem. Det er der omkring en tredjedel, der har gjort. De resterende har holdt kæmpe fest i fredags, hvor vi havde Tour de Chambre, og hvert hus repræsenterede et land. Så pyntede de op accordingly og serverede en alkoholisk drink, der passede til. Vi var Vatikanet, så vi serverede rødvin i æggebægre og Pringles som oblater. Og Christoffer, der var klædt ud som Jesus, lavede vand til vin. Anders var Paven, og os piger var enten præster eller nonner. Så hørte vi gregoriansk munkemusik og spurgte alle, om de havde talt med Gud i dag. Vi besøgte også USA (whiskey og cola), Rusland (vodka), Indien (chai te med rom), Eventyrland (almindelig te med rom), Mexico (tequila), Afrika (øl med bananer på) og Frankrig (rødvin). Alt i alt en bragende succes, og jeg stod op søndag uden de store tømmermænd, trods en alkoholisk rundtur i det meste af verden.
I går eftermiddag da jeg lå med nogle af de andre og så Mean Girls kom min far pludselig forbi. De var til fødselsdag i Tranbjerg, som ligger ca. 7 kilometer fra højskolen. Jeg viste ham rundt og kørte med tilbage, hvor jeg fik hilst på min familie og malet i malebøger, og da jeg skulle afleveres kørte 7-årsbror og mine to små kusiner med og fik set, hvor jeg bor nu. Det var rigtig hyggeligt og rart med en reminder om, at der findes en verden udenfor de gule bygninger, jeg nu befinder mig i.
I eftermiddag er der fastelavn på skolen for eleverne og de cirka. tyve børn, der bor i byen. Skal lige finde på noget udklædning.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar