Heeeej.
Der er aldrig gået så lang tid imellem mine blogindlæg før. Tre en halv uge. Det er meget.
Jeg har lavet en masse, men der har helt klart også været tid til at blogge. Jeg har bare ikke rigtigt haft lyst. For det er det med at skulle forklare, der er virkelig svært. For hvordan forklarer man, hvordan det føles at gå på højskole? Jeg kan sgu ikke finde ud af det, og så vil jeg hellere bare lade være med at prøve.
Men jeg ved ikke, hvor interesserede I er, og det skulle egentlig mest være for jeres skyld, for jeg har personligt ikke noget behov for at skulle skrive en hel masse om, hvordan det går. For jeg ved godt, hvordan det går, det går vidunderligt, og jeg vil egentlig helst bare være i den vidunderlighed så meget jeg nu kan.
Jeg kan dog godt lige opsummere en lille smule, det vil jeg nemlig gerne, og jeg kan sige, dadadammm, at noget af det største er nok, at jeg har fået en kæreste. Det er ret vildt, for det har jeg ikke haft før. Og hvis man går tilbage i arkiverne kan man sikkert godt finde nogle beklagelser omkring manglen på aktivitet i mit kærlighedsliv. Det bliver der rådet bod på nu, og jeg er virkelig glad. Jeg er også virkelig glad for de venner, jeg har fået, jeg tror ikke, jeg kunne have fundet bedre mennesker at bruge min tid sammen med i de her fem måneder. Er ude i det latterligste champagneproblem for på den ene side, vil jeg gerne være sammen med min kæreste hele tiden, men jeg vil også være sammen med mine venner. Heldigvis kan man jo godt begge dele på én gang. Men alligevel, ikke.
Så det er ligesom det. Jeg går mest bare rundt og er forelsket og kigger på skolens pæneste dreng (det syntes jeg ikke i starten, men det er åbenbart sådan noget kærlighedsblinde øjne kan), og tænker "godt gået, Laura." Og så strikker jeg strømper, og jeg griner, og jeg spiser, og jeg har det fedt, og jeg vil ikke hjem.
Der går nok lang tid inden jeg skriver igen, for jeg kan mærke, at jeg slet ikke har lyst. Men i dag sov jeg til kl. halv to, og jeg har også brugt det meste af min vågne tid på at ligge ned, og nu er jeg slet ikke træt, og jeg er den eneste ude i fællesrummet, og jeg skal op og have fag i morgen, så jeg må hellere gå i seng, men internettet er virkelig usædvanlig hurtigt lige nu, så det ville også være lidt spild.
Vi ses.
1 kommentar:
Vi (jeg) savner dig!
Send en kommentar