I morges ringede de fra skolen og spurgte, om jeg kunne komme ud og være vikar. Vidunderligt typisk, så passede lige netop i dag mig lidt dårligt, da jeg havde en aftale med Kamilla og en jobsamtale om formiddagen. Men altså, kunne jo ikke sige nej til fire timers arbejde, så jeg ringede til Kamilla og min potentielle arbejdsgiver og kunne heldigvis udskyde begge ting.
Så jeg hængte/hang altså ud med 5. klasser hele dagen. Først engelsk med 5.a som jeg jo kender fra i tirsdags, og så matematik og dansk med 5.b. De er meget søde allesammen, men er du syg, hvor de larmer. Og skændes!
"Laura, kan du ikke få dem til at holde kæft!"
"Jamen, de larmer også!"
"Vi har i hvert fald ikke gjort noget!"
"Laura, sig til Tobias, at han skal lade være!"
"De siger, at vi har abehjerner!"
"Alex slår!"
"Laura, der er en der græder, kan du ikke lige komme og hjælpe!"
Jamen selvfølgelig, jeg trykker lige på min magiske knap, vupti, så er der fred og fordragelighed i børneland.
Nå, men vi kom igennem det, og jeg synes i virkeligheden, at det er meget hyggeligt, men det er utroligt så meget jeg råbte.
Da jeg kom hjem tog jeg direkte til min jobsamtale, og så overtalte jeg 15årsbror til at hjælpe mig med mine aviser, for min far og jeg skulle til fernisering kl. 16, og ellers kunne jeg ikke nå det. Men aviserne var vildt forsinkede, så jeg nåede først ud med dem efter ferniseringen.
Nå er jeg eddersparkme glad for, at jeg har fået Netflix, for det har jeg sgu brug for lige pt.!
