Phew, det er fredag, og jeg har ligget i sprit det meste af ugen. Det har været mega fedt, men godt nok også drænende. Tager lige to byture mere, og så tror jeg, det er ved at være det.
I dag var jeg til dimission. Er nu officielt ikke længere gymnasieelev. Det er virkelig underligt. Jeg har nogle billeder fra studenterkørsel og generelt studenterugen, som I også skal se, men ligenu er jeg mest i humør til at dele min lykke og vemodighed med jer.
Vi skulle mødes 9.45 bagved skolen for så at gå ind gennem hovedindgangene og ind i gården. Jeg går (gik) i 3.a, så vi sad på første række og havde således rigtig udsigt til talerstolen.
Vi fik roser, og de var pæne.
Rektor og vores studentertaler.
Dernæst var det tid til en meget fornem person. Anders Fogh Rasmussen har gået på min skole og havde i år 40-årsjubilæum, og en stilling som NATOs generalsekretær giver åbenbart en automatisk tjans som årets jubilæumstaler. Så gik folk ellers amok med at tage billeder. Der var også en dame, der havde 80-årsjubilæum. Er det ikke for vildt?!
Det var en virkelig fin ceremoni, og jeg blev også ret rørt af og til, især når vi sang sange om sommer og ungdom. Det går sgu lige i hjertet hver gang. Det er også virkelig underligt at tænke på, at der er nogle fra min klasse og skole, jeg ikke kommer til at se igen før om virkelig lang tid. Måske aldrig.
Og så kuverten med mit eksamensbevis og et andet specielt papir...
Jeg fik nemlig et legat for at have været god til fransk. Det er jeg simpelthen så glad for, jeg får seriøst tårer i øjnene og klump i halsen, hver gang jeg kigger på det, for jeg er virkelig, virkelig stolt af det. Det betyder så meget, at det er i fransk, som er mit yndlingsfag og et af de eneste fag, hvor jeg virkelig har arbejdet for at blive god til det. Og så er 3000 kr. jo aldrig dårligt, og det er egentlig virkelig mange penge. Men anerkendelsen og bekræftelsen i, at jeg rent faktisk er god til fransk er mindst ligeså vigtigt. Jeg ved ikke om I kan få en idé om, hvor glad jeg er, men det er virkelig meget!
