Åh. Jeg orker næsten ikke at skrive. Men jeg synes, jeg bør gøre det. Skide motiverende, ikke sandt?
Jeg var jo til blomsterbal på VK i går. Det var meget skægt, men jeg troede det ville være bedre.
Kl. 18.25 kørte min far mig og kollegianerne op til Christine, hvor der var forfest. Og der spiste vi pizza og drak. Og det var hyggeligt. Og jeg fortalte om min drøm om Pæne Thor (den er virkelig fjollet. Jeg drømte at han og jeg var et sted henne og vi skulle til at hjem. Han havde en cykel med og jeg spurgte kækt om jeg ikke måtte køre bagpå. Og tænkte "hæhæhæ, nu kan alle se at vi er gode venner, når jeg kører med ham!". Det måtte jeg godt, og så kørte vi ud på en stor og meget trafikkeret vej midt i Viborg. Og lige pludselig var han væk! Jeg sad på bagagebæreren på en meget mærkelig cykel og han hang ved bagpå og prøvede at følge med. Jeg var totalt i panik og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så kørte vi forbi hans kæreste og hun vinkede til os, men jeg kunne ikke koncentrere mig om det. Og så var vi der hvor vi skulle være. Han sagde undskyld en masse gange, og spurgte om jeg ikke kunne tilgive ham, men det ville jeg ikke, for jeg var skidesur på ham. Og så vågnede jeg vist), hvilket altid er et godt emne (drømme altså. Ikke Pæne Thor).
På et tidspunkt sad jeg ved bordet og så fik jeg mega meget kvalme. Så jeg begav mig ud på toilettet, men inden jeg kom derud, kom jeg til at lave sådan en bræk-lyd, hvis det giver mening. Og så spurgte de allesammen "ej, er du okay?!" og Alina kom med noget vand til mig. Men det gik ret hurtigt over. Jeg har aldrig fået kvalme af alkohol og jeg havde ikke engang drukket særlig meget.
Så kl. halv 9 tog vi med den bus Christines far havde lånt af sit arbejde og kørte mod Katedralskolen. Der var ingen mennesker. Alle havde sagt "åh, vi skal komme ved 9-tiden, ellers skal vi stå i kø til kl. 12." Men det havde nok ikke været noget problem. Jeg havde garderobenr. 3, det siger lidt om hvor tidligt på den vi var.
Vi dansede lidt og sad lidt og så begyndte der også at komme gang i det. Og så havde jeg det ret skægt resten af aftenen og fik snakket noget mere med mine klassebuddies, så det er var rart.
Og G. Jeg havde sagt til Emilie, at jeg synes han er pæn, og det havde hun så valgt at informere ham om. Hun havde sagt, at der var en pige i hendes klasse, som godt kunne lide ham, men hun havde ikke sagt, hvem det var.
Til festen blev jeg så fanget af Fulde Emilie og Emilies Fulde Kæreste, som slæbte mig over til G:
"Hej, jeg hedder G." (det gør han ikke, vel, men det er jo kode, ikk)
"Hej, jeg hedder Laura."
"Hej."
"Jeg ved ikke hvad Emilie har sagt til dig?"
"Noget med at der var en pige i hendes klasse, der syntes jeg så godt ud eller godt kunne lide mig eller sådan noget. Jeg ved ikke om det er dig eller."
"Jo, det må det være."
"Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige."
"Nej, jeg er også rimelig lost for words."
Åh. Det var bare så tydeligt, han ikke gad snakke med mig. Jeg hader sådan noget. Hvad skal man også gøre, når man bliver efterladt af Matchmakerne med et "nå, men nu snakker I bare sammen!" Ih tak. Min fjer i hatten var slet ikke stor nok til at kunne sådan noget. Så vi gik bare hver til sit. Og nu kan jeg jo ikke se på ham igen. "Hey, det er hende der, der kan lide mig." Sådan går det altid. Det ender altid med at de finder ud af, at jeg kan lide dem. Når jeg tænker efter, så har jeg aldrig haft kunnet lide nogen uden de har vidst det på et eller andet tidspunkt. For det meste er det altid mig selv, der på en eller anden måde fortæller dem det. Det er egentlig ret dumt. Det burde ikke være sådan.
Hm. Men nu er G så nok ødelagt. Men jeg går på skole sammen med 759 andre mennesker (ifølge Wikipedia, som jeg lige har kigget lidt på), så der burde være noget andet at kigge på. Men som Amanda siger: "Slut med langdistancecrush. Du er 17 år." Ja, jeg er sgu så. 17 år. Men det er lidt besværligt.
