Viser opslag med etiketten cykel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cykel. Vis alle opslag

onsdag den 7. november 2012

Lidt mere jammer, men om noget andet og ikke ligeså meget

My my my, et indlæg der ikke handler om One Direction!

Har været på skolen i dag i fem timer. Det var hyggeligt, for børnene i 1. klasse var mega glade for mig, fordi jeg kunne tegne edderkopper. Producerede ret mange af den slags tegninger. Der var en dreng, der sagde, at jeg skulle komme hver dag. Nååårh. Ellers havde jeg også en historietime med 9. klasse, hvor vi bare så film. Hyggelig, hyggelig.
Altså. En masse arbejde. Skal ikke klage.

Eller jo, lidt. For min cykel er kraftedme punkteret igen. Den blev lappet i går, men jo jo, lad os da bare gøre mit nedern avisbudsjob endnu mere nedern. Heldigvis var det først efter jeg havde været ude, but still. Var meget frustreret og hvæsede også af den flere gange.

tirsdag den 27. september 2011

Næsten sommer

Er meget overrasket over 3.g og de få timer, jeg har. I dag havde jeg fri 10.15! Så cyklede Ida og jeg ud til Hald Ege, som er en by, der ligger 6-8 kilometer fra Viborg. Det ligger i en egeskov, og der er simpelthen så pænt. Der ligger også en hovedgård og en stor sø i nærheden, så der tog vi også ned og sad og kiggede.
Og nu er jeg hjemme og laver lektier. Skal i bad hos Ida og Kristine i aften, for vi har jo ikke noget varmt vand herhjemme...

Vi har også haft en smule SRP-vejledning i dag. Føler mig allerede lidt presset, og det er først i december! Er der nogen af jer, der har skrevet SRP? Eller skal til det? Hvad skrev/skriver I om?

søndag den 4. september 2011

Venner med kørekort

Dorthe fik sit i fredags, og her til formiddag kørte hun mig hjem efter vi havde været i fitness. Det er sgu sejt nok. Ville jeg også gerne. Godt jeg har Lisbeth, når der ikke er økonomi til et lyserødt kort!

onsdag den 27. juli 2011

Jeg har ret ondt i min bagdel nu

Det var mange billeder, men jeg kunne ikke bestemme mig, så nu får I bare en masse (og av, hvor ser jeg kunstig ud).
Min mor og 14årsbror tog til London i morges – han fik en rejse dertil i konfirmationsgave, så 17årsbror og jeg er alene hjemme, men han skal arbejde en masse, så jeg er her meget selv.
I morges stod jeg op kl. 8, gik i bad, drak smoothie, gik i Føtex, og så tænkte jeg, at nu hvor vejret var så godt, så var det jo meget passende at tage min cykel, Lisbeth, med ud på en lille tur.

Var afsted i fire timer, mand! Cyklede ned langs søen, så op til sydbyen, og så tænkte jeg, at jeg gerne ville ud til Hald Ege, men jeg var ikke helt sikker på vejen. Så jeg cyklede ud til Liseborg Centret, og så fandt jeg en vej, hvor jeg kørte udenom nogle plantager, og så endte jeg i Hald Ege. Der ligger en kæmpestor og skøn sø tæt på, så der cyklede jeg ud. Da jeg var lille plejede vi at tage derud og bade, og jeg tænkte, at jeg lige kunne soppe lidt, men jeg kunne ikke finde det sted, så jeg endte ude ved en inderø, som jeg gik tur rundt om/på, og hvor jeg også soppede, og det var simpelthen så rart. Jeg tror, den der inderø var 3-4 kilometer i omkreds, men på et tidspunkt krydsede jeg ind over, fordi jeg ikke kunne huske, om jeg havde låst min cykel. Da jeg kom tilbage til min cykel var jeg blevet mega sulten, og jeg havde ikke nogen penge eller noget at drikke med, så jeg cyklede tilbage mod Viborg ad en sti, der gik direkte mellem Hald Ege og Viborg, som jeg slet ikke kendte.
Jeg ved ikke hvor langt jeg cyklede, måske 20 kilometer eller noget. Og så den tid, jeg gik ude på den inderø. Don't know, man. Men det var fedt.

Nu er jeg nødt til at spise et eller andet.
Og hey, køb lige den kjole, jeg har på! Fandt den i går, da jeg var ude med Bea, den koster 129 kroner i H&M, og den er så rar og behagelig og med en perfekt længde (lige over knæet). Go go go!

UPDATE: Okay, jeg var lidt nødt til at finde ud af, hvor langt, jeg cyklede. Det viser sig, at jeg har cyklet 31,7 kilometer og forbrændt 1407 kcal. Så det var jo også godt nok. Hvis I vil se det, så kan I gøre det her.

onsdag den 15. juni 2011

På genbrugstur med Lisbeth

I dag tog jeg ud til sydbyen for at besøge en genbrugsbutik, min faster havde anbefalet. Men der var ikke rigtig noget. Derefter tog jeg op til en anden en, hvor jeg købte tre ting.

Jeg var SÅ tæt på at købe de her, for jeg syntes de var virkelig søde, men i sidste øjeblik gjorde jeg det ikke, for selvom 40 kr. er billigt, så har jeg ikke lyst til at have mega små og tykke ben.

Så tog jeg ud i en genbrug i vestbyen, hvor jeg købte en ting, og på vej hjem kom jeg forbi et stenhuggerværksted, hvor man kunne få sådan et rensdyr. Yndigt.

Men jeg tror, Lisbeth har brug for noget olie, for hun piver godt nok meget, når jeg bremser!

søndag den 16. maj 2010

På opdagelse i industrikvarteret

I går tog jeg ud at cykle, for jeg gad ikke stene hele dagen. Jeg tænkte, at jeg ville cykle ud i industrikvarteret, for at se hvad der skete derude, hvilket nok ikke var meget. Og det var rigtigt nok, der var røvkedeligt.

Jeg stjal sådan et skilt, da jeg var 8. Badass.


Ja. Meget kedeligt.

Så var det, jeg opdagede et hegn med en låge, hvor der lå et græsareal med nogle mælkebøtter og lidt længere henne var der en sø. "Der cykler jeg da lige ned," tænkte jeg.




Jeg så en fiskehejre! Det ligner bare en klat, men det var altså en. Jeg var ret glad for, at min ornitologiske interesse fra da jeg var lille stadig holder.

Se noget skidt!




Så var det, jeg så disse kragereder og tænkte, at det da passede ret godt til min genfundne interesse for fugle. Så jeg stoppede for at tage nogle billeder. Der var det jeg lagde mærke til, at der var en masse affald på jorden. Det blev jeg ret vred over. Så jeg begyndte at samle det op.


Det gik såmænd også meget godt, der var nogen, der havde smidt en plasticpose, hvor jeg kunne samle tingene i. Der var virkelig meget lort; gamle reklamer, plasticemballage, et grimt gult tørklæde, en karklud, aviser, McDonalds-papir + en masse andet nedern. 
Men så ville jeg samle denne cigaretpakke op. Og så så jeg, der var en snegl. Og så flippede jeg ud. Smed cigaretpakken og viftede med hænderne og jamrede højlydt. Var meget tæt på at tage hjem. Men så huskede jeg på, at jeg ikke skulle lade min egen frygt stå i vejen for miljøets velbefindende. Så jeg tog en pind og skubbede sneglen væk, mens jeg trak vejret meget dybt. 
Efter snegleepisoden tog jeg hjem - jeg havde slet ikke tænkt over muligheden for slimede dyr før jeg så den. Det var jo trods alt et vådt miljø.



Se hvor kedeligt.



Det var noget af det, jeg fandt. Rædselsfuldt.

Bagefter var jeg meget oprørt, og planlagde at skrive til kommunen, om man ikke kunne arrangere en dag, hvor man tog ud og samlede affald. Sådan en hyggelig søndagsaktivitet med familien. I dag fortalte jeg min mor om min oplevelse, og hun sagde, at der allerede var sådan en dag. Nå. Men det er en god idé, ikke?

Regn og cykler


Jeg så det her billede på Tumblr (selvom det vistnok er herfra oprindeligt) og syntes det var ret hyggeligt. Og meget passende, når det nu støvregner her. Gad godt prøve sådan en væltepeter. Hvordan kommer man i det hele taget op på den?

lørdag den 10. april 2010

Solen skinner

Her til eftermiddag havde jeg fået samme idé som resten af Viborgs befolkning, nemlig at tage en tur rundt om søen. Jeg cyklede to gange om Søndersø og en gang om Nørresø.
Første gang om Søndersø talte jeg 18 løbere, anden gang 12 og om Nørresø så jeg 7. Men der var endnu flere der cyklede og gik.
Her er lidt billeder, jeg tog med min mobil. De er allesammen taget mens jeg cyklede, så nogle er lidt uskarpe og skæve.

Det var dejligt.
















tirsdag den 16. februar 2010

Jeg er fucking glad for min cykel

Efter arbejde gad jeg ikke rigtig hjem, så da jeg fik fri, cyklede jeg lidt rundt i vestbyen for halvanden time, mens jeg hørte Kate Nash. Det var rigtig rart. Jeg har aldrig været mange af de steder, jeg kom til - en masse nybyggede kvarterer med fuldstændig ens huse. Sådan nogle steder, jeg aldrig kunne forestille mig at bo. Jeg kom også til at gå i noget meget dybt sne, der var ligesom kviksand, og jeg havde kun stofsko på, så det var ret koldt.

Her har jeg tegnet ruten på en smart hjemmeside. Ifølge den har jeg forbrændt 501 kcal. Har jeg lidt svært ved at forholde mig til. Men det er da helt sikkert godt.

lørdag den 7. november 2009

En bitch, en bager og en bananroulade

Er næsten lige kommet hjem fra arbejde. Det var meget bedre end forventet. For det første var temperaturen helt tilpas, fordi butikken bliver renoveret så vi er rykket midlertidigt ud i et partytelt. Så fordi det er lidt udenfor og der er varme på et det meget bedre end inde i den drønvarme butik.

For det andet var Bagerbitch ret sød ved mig. Hun er den jeg mindst kan lide, for hun behandler mig som om jeg er fuldstændig bollet i låget, men i dag var hun ret flink ved mig. Hun gav mig endda en halv banaroulade med hjem. Og snakkede med mig. Om alt muligt

Det bedste ved mit arbejde er, når jeg kan være 'klog' på tingene.
Kunde: "Nå, I har ikke flere flutes, har I noget der kan bruges istedet?"
Laura: "Ja, vi har det her brød, det er næsten det samme i konsistensen som fx. italiensk flute."
Det er bare noget, jeg finder på, men de stiller ingen spørgsmål til det, fordi jeg er åh så professionel.
Det er endnu bedre, når jeg rent faktisk ved det.
Kunde: "Har I Sarah Bernhard?"
Laura: "Ikke lige i øjeblikket, nej. De kan bestilles, nogle gange har vi det i butikken, men det er ikke så tit. Men de kan sagtens bestilles."
Jeg ANER ikke hvad Sarah Bernhard er. Jeg har set en én gang, og det var sådan en lille brun top, men jeg aner ikke hvad det er for noget, hvad det består af og hvordan det smager. Men det dér har jeg fået at vide ved at lytte til de andre piger og hvad jeg selv har prøvet.

Da jeg skulle hjem regnede det og jeg havde ikke noget sted at putte rouladekassen, fordi min cykel er punkteret, så jeg lånte min fars kærestes cykel, som ikke har nogen kurv. Jeg tænkte derfor at jeg ville cykle med den under armen, men fordi cyklen var så høj kunne jeg ikke starte med kassen under armen. Så jeg satte den på en pakke rockwool og tænkte at så ville jeg række armen ud efter den, mens jeg cyklede. Jeg har illustreret det i denne fine tegning:

Jeg fik også fat i den, men så mistede jeg balancen og væltede lige ind i rockwoolet. Og låget faldt af kassen og det regnede og rouladen smattede lidt ud. Men jeg ville ikke smide den ud. Så jeg satte den på bagagebæreren. Det er egentlig åndssvagt, at jeg ikke gjorde det til at starte med. Men jeg tænkte bare, at den ville være alt for usikker der. Meget mere end i mine skælvende, regnvåde armer, det er klart.
Men jeg kom hjem med den. Og nu har jeg fået lidt nok af flødeskum, så jeg holder en pause.