Om 2012 eller At Vente På, At Livet Går I Gang

 

Sidste år skrev jeg nytårsaften et indlæg, hvor vi især skal lægge mærke til denne lille bid:

”Om 2011 kan jeg sige, at det var været et rigtig fint år, men jeg tror 2012 bliver endnu bedre. For selvom det er sært og skræmmende ikke at vide, hvor man kommer til at være, så er det også ret fedt. Ikke sandt?”

Oh, how wrong I was.

Det var spændende at gå i gang med et helt nyt år, hvor man vidste præcis, hvad man lavede op til en bestemt dato. Derefter var alting sløret. Og i mit tilfælde blev det ved med at være sløret. Sløret og ujævnt og svært.

Første halvdel af 2012 var faktisk rigtig god. Jeg var i Barcelona, jeg var på gode byture, jeg fik besøg af efterskoleveninder, jeg var i sommerhus med gymnasieveninder og jeg fik gode karakterer i skolen. Og jeg var glad.

Jeg var også glad den junidag, hvor jeg med tømmermænd og fedtet hår stod i skolegården på verdens smukkeste gymnasium og fik mit eksamensbevis.

Jeg havde en plan og det skulle nok gå alt sammen.

Men jeg brugte det meste af sommerferien på at være ked af det. Jeg havde fået et svært tilfælde at post-graduation depression, for duede jeg overhovedet til andet end at gå i skole? Og der var en dreng, og det var ikke sjovt, og jeg var ked af det, også selvom jeg tilsyneladende kom over det ret hurtigt. I virkeligheden var det nok noget, der krævede en del mere plaster og tid, end jeg havde troet, og det gik ud over mine omgivelser, og det var der vist ikke rigtig nogen, der kunne lide.

Det var heller ikke sjovt, da det blev efterår, og jeg fandt ud af, at min arbejdsplads lukkede. Økonomiske bekymringer resulterede i væsentligt dårligere hud og en ret øv oktober.

Resten af året har været bedre, og jeg har haft det godt. For det meste. Og nu er det snart slut.

2013 er ikke ligeså æstetisk som 2012, men av, det har bare at være bedre. Og det ved jeg, det bliver. Det skal det. Ellers vil jeg ikke være med mere, nå! Det har været et vigtigt år for mig, men det har ikke været særlig sjovt. I hvert fald ikke efter sommerferien. 

Men i det nye år sker der nogle spændende ting, som jeg glæder mig rigtig meget til! Mere end jeg nogensinde har glædet mig, tror jeg.

Jammer

Har haft den værste dag i mands minde. Mit minde. Whatever.
Blev ringet op i morges af skolen, som spurgte om jeg kunne komme i dag. Det var vel at mærke ti minutter inden mit tog gik. Så jeg var et meget stresset menneske, der heldigvis nåede toget.
Desværre fungerede det bare ikke rigtigt i de fleste timer. Nogle af dem havde vikarer det meste af dagen, og det var de ikke så gode til. Eller også var jeg ikke særlig god Det var bare... skævt. Og det var hårdt og udmattende og meget på én gang.
Burde naturligvis have forudset, at det kun kunne blive værre, da jeg kom hjem og skulle ud med aviser blot for at opdage, at min cykel er punkteret. Og at det lige præcis var i dag, at der var ekstra mange (tunge!) magasiner med, som ikke gjorde det specielt fedt at skulle slæbe rundt på dem i en rygsæk og en åndssvag Bilka-pose. Det tog næsten dobbelt så lang tid at dele dem ud.

Men det allerværste. Vi fik ikke billetter til One Direction. Der var nogle komplikationer, da Dorthe skulle bestille, som jeg ikke kan/orker at redegøre for, men som i hvert fald resulterede i, at vi står uden planer både d. 5. og d. 10. maj. Så hvis nogen ligger inde med 2 billetter til enten Herning eller København, så aftages de gerne.

Jeg er faktisk pisseked af det, og kan ikke rigtig skrive mere, så her er et billede af verdens mest triste orangutang, som var i Aalborg Zoo.

One Direction kommer til Danmark!!!

Jeg har LIGE udgivet et indlæg, men det her er jeg seriøst nødt til at dele. Jesus Christ. ONE DIRECTION KOMMER TIL DANMARK. Oh my lord. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Svømmer for meget i følelser til at kunne se det Downton Abbey, jeg har til at buffe. De kommer til HERNING d. 5. maj og til København d. 10. maj. TO STEDER?!?!?! Jeg havde virkelig håbet på den Box dér i Herning, Jylland og alt det dér, så er ovenud lykkelig for, at de tager derhen, og så kommer de så også til København. Tror nu, jeg nøjes med én koncert.
Man kan købe billetter fra d. 5. november, så der skal jeg virkelig være klar!!!

Holy shit.

I kan lige få deres nye single, som er blevet spillet for første gang i dag. Var ikke helt på, men er blevet varmet op nu, og synes den bliver bedre og bedre. Selvom teksten er lidt for meget. Men okay, det ér så også et boyband, jeg har kastet min kærlighed på.

Studiepraktik og andet snak

Er det ikke ved at være noget tid siden, vi har haft sådan et klassisk indlæg her? Det ved jeg ikke.

Jeg skal i studiepraktik på Aarhus Universitet d. 24.-26. oktober. Er der nogle af jer, der skal det? Sidste år var jeg jo på Biologi, og nu prøver jeg noget helt nyt og tager tre dage på Nordisk. Det var rigtig skægt sidste år, og jeg glæder mig til at opleve et andet fakultet og en uddannelse, som jeg overvejer meget.
Jeg tror faktisk ikke, man kan tilmelde sig mere. Skidegodt planlagt, Lu. Men man kan godt gøre det, hvis man ikke går i gymnasiet længere, så måske nogle af jer kan prøve det næste år. Jeg kan i hvert fald helt klart anbefale det.

Jeg gad så godt gå på universitetet nu. Jeg gad godt lave noget, der gav mening, jeg gad godt føle, at jeg udrettede noget og udviklede mig. Jeg fortryder ikke, at jeg har taget et sabbatår, for jeg har noget meget stort at se frem til til januar, men ligenu synes jeg ikke, det er specielt fedt at opholde sig i Viborg. Og jeg gad godt, at den håbløshed snart gik væk.

Min hud går totalt bananas for tiden. Og jeg ved ikke hvorfor. Har cirka fem bumser, kun i højre side af mit ansigt. Sådan noget varer jo ikke evigt. Forhåbentlig.

Ånd lettet op, mit internet er tilbage!

Og så kan verden vist gå tilbage til sin normale gang.

Jeg er nødt til at snakke lidt om Cardiganen, selvom det måske ikke er så smart. Han har skrevet, at det efterhånden var lang tid siden vi havde mødtes, og det synes han vi snart burde gøre. Og så flippede jeg helt ud. Var på vej i Superbest og gik og viftede med hænderne og rystede på hovedet. For jeg anede virkelig ikke, hvad jeg følte. Det var vældig frustrerende. Endte med at sende et svar der lød "mm, jah det kunne da vi være vi skulle det.." og nu, nogle timer efter, var det måske var knap så passivtvenligt, som jeg ønskede. Han har i hvert fald ikke svaret.

Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte ende det, inden det gik for vidt, og inden jeg blev trukket ud i noget, jeg ikke var helt sikker på, og dette var Lea enig i.

Så mødtes jeg med Alisa her til aften, som jo var hende der "førte os sammen" og hun syntes jeg i det mindste kunne prøve at gå ud med ham, for jeg ville nok fortryde det, hvis jeg ikke gjorde. Og det tror jeg hun har ret i.

Så nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Men måske er det ligemeget, for måske har jeg spoleret alle muligheder for at mødes ved at sende sådan et koldt svar.

Og det var så mig og mit 9.klasses-syndrom.

Et andet ord for misundelse, som ikke er misundelse, men nærmest det omvendte og så alligevel ikke...

Her til aften var jeg til min veninde Idas 18-årsfødselsdagfest. Idas kusine, Karen, som også er min veninde, var der også. Det var sådan en familieting, Ida og Karens mødre er tvillingesøstre og de er bedste veninder med min mor, så Ida og Karen er nærmest mine "kusiner", fordi jeg har kendt dem altid og været på ferie med dem og den salgs.

Men altså. Ida blev 18 i onsdags og i dag var der så fest for hende. Skidehyggeligt og alting. Både Ida og Karen havde deres respektive kærester med. Sådan nogle drømmekærester; pæne, nydelige, velopdragne, kloge, altså alle de dér gode tillægsord.

Og så mig. Uden kæreste, uden udsigt til en overhovedet. Og jeg er ikke misundelig. For når du er misundelig, så vil du ikke have at andre har det. Men det vil jeg gerne. Jeg er virkelig glad for at de har fundet sådan nogle søde drenge at forelske sig i. Jeg kunne bare godt tænke mig, at jeg også fandt en sådan en.

Jeg bruger alt for meget tid på at tænke over den slags. Men jeg blev så "ååh" af at se Mikkel lægge armen om Karen og Philip tage Ida i hånden. Sådan ville jeg virkelig også gerne have det. Men jeg tror, jeg skal lade være med at gå målrettet efter det, og så bare tage det som det kommer. Men hvordan skal jeg gøre det, når jeg bruger så meget energi, så mange tanker, så mange aftener, hvor jeg ikke kan falde i søvn, så mange irriterende følelser på det? Alle de der ting, det burde bare ikke være noget, jeg skulle bruge så meget tid på.

Måske hænger det også bare sammen med, at jeg så de her to skønne piger med to deres skønne kærester og man selv sidder derude på fløjen og ikke har nogen at hviske til eller dele sin frugt med.

Og hvorfor vil jeg så gerne have det, når jeg aldrig har prøvet det? Jeg aner jo ikke, hvordan det er. Men jeg er jo stor fan af tryghed, og jeg tror bare det er sådan noget, jeg gerne vil have. På en anden måde end éns veninder og familie kan give én.

Men det bekymrer mig ret meget. Jeg er meget i tvivl om jeg nogensinde finder en. Jeg har ikke dårligt selvværd, men jeg ved ikke hvordan nogen skulle falde for mig. Jeg holder meget af mig selv, bevares, men så speciel er jeg heller ikke. Når man lærer mig at kende, tror jeg, jeg er en okay interessant person. Det er det dér med at lære mig at kende. Det er lidt problemet. For det er jeg ret dårlig til at lade folk gøre. Og jeg taler ikke meget om mig selv (jo, når jeg kender folk, så gør jeg!), i hvert fald ikke, hvis det er blandt folk, jeg ikke kender særlig godt. Og hvordan skal man så lige kunne danne sig et fornuftigt indtryk af mig? Jeg er bange for at falde i et med tapetet. For det tror jeg, jeg gør. Det er derfor, jeg tænker så meget over den måde, jeg klæder mig, vil jeg tro. For når jeg ikke udtrykker min personlighed med stemmen, må jeg gøre det med mit udseende. Det burde bare ikke være nødvendigt.

Åh, så mange ting. Så mange overvejelser, så mange følelser. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Men jeg har så lang tid til at finde ud af det. Det håber jeg da, og jeg ikke en dag vågner for at tage til ældregymnastik og finde ud af at jeg har spildt et helt liv på følelser, der aldrig bliver brugt til noget. Jeg vil jo leve og være glad. På den ene eller den anden måde. Og det gør jeg jo i og for sig. Og så burde alt det andet ikke betyde noget, vel?

Men jeg vil gerne have en Mikkel eller en Philip. Nej.. Jeg vil gerne have en Lauras. Og være Laura.

Det er jeg jo så god til.