Her til aften var jeg til min veninde Idas 18-årsfødselsdagfest. Idas kusine, Karen, som også er min veninde, var der også. Det var sådan en familieting, Ida og Karens mødre er tvillingesøstre og de er bedste veninder med min mor, så Ida og Karen er nærmest mine "kusiner", fordi jeg har kendt dem altid og været på ferie med dem og den salgs.
Men altså. Ida blev 18 i onsdags og i dag var der så fest for hende. Skidehyggeligt og alting. Både Ida og Karen havde deres respektive kærester med. Sådan nogle drømmekærester; pæne, nydelige, velopdragne, kloge, altså alle de dér gode tillægsord.
Og så mig. Uden kæreste, uden udsigt til en overhovedet. Og jeg er ikke misundelig. For når du er misundelig, så vil du ikke have at andre har det. Men det vil jeg gerne. Jeg er virkelig glad for at de har fundet sådan nogle søde drenge at forelske sig i. Jeg kunne bare godt tænke mig, at jeg også fandt en sådan en.
Jeg bruger alt for meget tid på at tænke over den slags. Men jeg blev så "ååh" af at se Mikkel lægge armen om Karen og Philip tage Ida i hånden. Sådan ville jeg virkelig også gerne have det. Men jeg tror, jeg skal lade være med at gå målrettet efter det, og så bare tage det som det kommer. Men hvordan skal jeg gøre det, når jeg bruger så meget energi, så mange tanker, så mange aftener, hvor jeg ikke kan falde i søvn, så mange irriterende følelser på det? Alle de der ting, det burde bare ikke være noget, jeg skulle bruge så meget tid på.
Måske hænger det også bare sammen med, at jeg så de her to skønne piger med to deres skønne kærester og man selv sidder derude på fløjen og ikke har nogen at hviske til eller dele sin frugt med.
Og hvorfor vil jeg så gerne have det, når jeg aldrig har prøvet det? Jeg aner jo ikke, hvordan det er. Men jeg er jo stor fan af tryghed, og jeg tror bare det er sådan noget, jeg gerne vil have. På en anden måde end éns veninder og familie kan give én.
Men det bekymrer mig ret meget. Jeg er meget i tvivl om jeg nogensinde finder en. Jeg har ikke dårligt selvværd, men jeg ved ikke hvordan nogen skulle falde for mig. Jeg holder meget af mig selv, bevares, men så speciel er jeg heller ikke. Når man lærer mig at kende, tror jeg, jeg er en okay interessant person. Det er det dér med at lære mig at kende. Det er lidt problemet. For det er jeg ret dårlig til at lade folk gøre. Og jeg taler ikke meget om mig selv (jo, når jeg kender folk, så gør jeg!), i hvert fald ikke, hvis det er blandt folk, jeg ikke kender særlig godt. Og hvordan skal man så lige kunne danne sig et fornuftigt indtryk af mig? Jeg er bange for at falde i et med tapetet. For det tror jeg, jeg gør. Det er derfor, jeg tænker så meget over den måde, jeg klæder mig, vil jeg tro. For når jeg ikke udtrykker min personlighed med stemmen, må jeg gøre det med mit udseende. Det burde bare ikke være nødvendigt.
Åh, så mange ting. Så mange overvejelser, så mange følelser. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Men jeg har så lang tid til at finde ud af det. Det håber jeg da, og jeg ikke en dag vågner for at tage til ældregymnastik og finde ud af at jeg har spildt et helt liv på følelser, der aldrig bliver brugt til noget. Jeg vil jo leve og være glad. På den ene eller den anden måde. Og det gør jeg jo i og for sig. Og så burde alt det andet ikke betyde noget, vel?
Men jeg vil gerne have en Mikkel eller en Philip. Nej.. Jeg vil gerne have en Lauras. Og være Laura.
Det er jeg jo så god til.
